Vrede forældre i daginstitutionen – Tal om det!

Opdateret: 2. feb.



Mette er pædagog i daginstitutionen Myretuen, hun vender hjem fra arbejde, hun er i dårligt humør. Mette orker ikke at tale med hverken sin mand eller børn og håber, de denne aften undgår konflikter eller for meget der kræver Mettes nærvær. Mette har hele dagen knoklet med at skabe aktiviteter for børnene, hun har trøstet, leget og sørget for at alle børn har fået mad og følt sig set, hørt og forstået. På vej ud ad døren fra Myretuen møder Mette Kians far, der ser vred og utilfreds ud. Kians far råber: ”Det er dog ufatteligt, du aldrig sørger for, at jeg kan finde Kians støvler. Kian er desuden også sulten, har han overhovedet fået sin madpakke i dag, det gør han aldrig, når du er på stuen?”. Mette bliver paf og svarer kort, at "han må spørge en af de andre", hun er på vej hjem, hvortil faren råber: ”Ja du ved sgu ikke, hvad en normal arbejdsdag er, vi andre knokler 10 timer om dagen, du drikker bare din skide kaffe”.


Denne form for verbale overfald er heldigvis ikke hverdag i daginstitutioner, men noget rigtig mange ansatte har prøvet. Den slags må aldrig blive hverdag, da konsekvenserne bliver, at Mette kan miste lysten til arbejdet og i værste fald miste troen på sig selv. Når vi bliver overfuset som Mette bliver, kan det sammenlignes med et psykisk overgreb. Det skrider over vores grænser, og kan dermed internalisere sig i vores nervesystem som en dårlig erfaring, vi bærer med os. Mette der er omsorgsmedarbejder, bruger sig selv hver dag, for at skabe læring og udvikling for børnene. Mette betaler, derfor med det den norske psykolog Per Isdal kalder ”Medfølelsens pris” (Isdal, 2018). Mette gør sig selv sårbar, ved at være et medfølende, empatisk og omsorgsfuldt menneske. Når en kritik retter sig direkte mod Mette fra en forælder, er det ikke bare Mette som professionel, men Mette som menneske, der rammes. En sådan kritik kan derfor opleves skamfuld, Mette har ikke lyst til at tale om det, da hun kan føle skyld og mindreværd. Eksempler på tanker der kan opstå i Mette er: ”hvorfor har jeg ikke sørget for at Kians støvler stod klar”. ”Jeg er ved at miste overblikket”, ”jeg er en dårlig pædagog”. Hun kan også vende det væk fra sig selv og tænke ”Kians far er psykopat, jeg bør ikke udsættes for den slags” eller ”hvorfor har vi ikke større garderober, så alt ikke bliver væk?”, hun kan også fyldes af frygt ”Mon Kians far vil opsøge mig igen i morgen og råbe”. Tankerne kan afløse hinanden i en uorden, der gør Mette trist og indelukket, når hun kommer hjem. Tankerne er forbundet til chokket Mette har fået. Ligeledes kan hun ikke forbinde situationen til sit selvbillede. Med andre ord er Mettes tanker ikke nødvendigvis realistiske, men forbundet til ubehaget i en situation, der synes helt urimelig.


Daginstitutioner bør have klarer retningslinjer for, hvordan en sådan situation tackles. Jeg hører ofte ledere sige: ”Det er en del af arbejdet, det må man håndtere, når man er pædagog”, ”de sårbare pædagoger bliver ramt, de mere robuste overhører bare den slags” eller ”Mette må prøve at mentalisere lidt og forstå, at Kians far har PTSD og derfor overreagerer nogle gange”. Jeg tænker, at ledere bør overveje, hvilke medarbejdere de helst vil have. Robuste pædagoger, der ikke lader sig påvirke af grænseoverskridende handlinger? eller pædagoger der er sensitive overfor adfærd, der er sårende og destruktiv? Forestil dig situationen udspille sig mellem børn. Skal barnet Mette så bare klare den og blive lidt mere robust. Forhåbentlig vil vi fokusere på, at Kians far (som barn) skal lære, hvordan han agerer mere hensigtsmæssigt og mentaliserende. Daginstitutionerne skal have en strategi i forhold til, hvad Mette skal gøre. Mette SKAL efterfølgende tale om det og have lov at ventilere sin oplevelse. Mette skal have mulighed for at sortere sine tanker og følelser fra situationen. Debriefes Mette inspireret af kriseterapien er der god mulighed for at Mette lærer af situationen, kommer videre med et intakt nervesystem og i stand til at møde Kians far konstruktivt, mentaliserende og uden frygt. Tager lederen ikke tid til at følge op enten ved selv eller ved hjælp af supervision risikerer lederen, at denne situation indlejrer sig i Mette og bliver en del af Mette, der betyder, hun vil forsøge at undgå fejl, undgå Kians far og på sigt andre forældre. Mette risikerer i sidste ende at miste lysten til sit job og søge væk. Desværre har jeg jævnligt mødt denne problematik i supervisioner, medarbejdere bærer rundt på gamle historier om grænseoverskridende forældreadfærd, der trigger dem, når de møder forældre, der måske er udsatte og derfor har svært ved at kommunikere indenfor normerne for god kommunikation. Både ledere og pædagoger bør tage samarbejdet med forældrene lige så alvorligt, som det daglige arbejde med børnene.


Tilmeld mit nyhedsbrev:



http://eepurl.com/hRErYf











49 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle