En kritisk analyse af tidlig indsats, koncepter og forældresamarbejde i sundhedsplejen og daginstitutioner.
Menneskesynets udvikling går hånd i hånd med samfundsudviklingen og spiller samtidig ind på det sociale arbejde. Denne artikel belyser, hvordan menneskesynet indvirker på måden at udforme sociale indsatser, der allerede igangsættes inden barnet er født.
Heckmann-kurven fra 2006 illustrerer, at det bedste økonomiske output for et samfund er at investere i børnene allerede fra fødslen. Samtidig viser outputtet af sociale indsatser, at det er langt dyrere at investere i indsatser jo ældre barnet er (Ugebrevet Mandagmorgen, 2019).
Dette lægger op til et menneskesyn, der betragter børn som det forfatteren Knud Romer kalder “human ressources”. Det betyder, at børn der allerede inden de er født betragtes som et middel i stedet for et mål i sig selv (DR2, Debatten, 2019). Kaj Ove Pedersen introducerer i 1990erne begrebet “konkurrencestaten”, hvor Gøsta Esping Andersen samtidig beskriver den sociale investeringsstat (Esping-Andersen G., 2002). Disse to begreber indkapsler ideen om borgeren som et middel, som staten kan benytte til investering og hjælp til konkurrence på markedet med andre stater. I dag ser vi stadig dette menneskesyn udkrystallisere sig i de politiske udspil og i kommunernes omsætning af politikker. Som et eksempel på dette afsatte den daværende regering i 2019 en milliard kr. på finansloven til at løfte de svageste børn med tidlig indsats. Regeringen skriver:
“Det er i barnets første 1.000 dage af livet, at grundlæggende kognitive, sociale og adfærdsmæssige kompetencer udvikles. Samtidig ved vi, at udsathed slår igennem, allerede når børnene er helt små og går i dagtilbud... Derfor vil regeringen sætte ind tidligt.” (Børne- og Socialministeriet, 2019).
Udspillet kaldes 1000-dages-programmet: En bedre start på livet. Pengene afsættes til tre indsatsområder: Dagtilbud af høj kvalitet, indsatser hjemme hos familien og øget sundhedspleje. Indsatsen er rettet mod sårbare børn i aldersgruppen 0-2 år og deres forældre. Deltagende kommuner skal implementere metoder til screening af børnenes udvikling og trivsel samt metoder, der kan understøtte forældrenes tilgang til deres barn. August 2021 midtvejs evaluerer NIRAS indsatsen for Socialstyrelsen, hvori 21 kommuner deltager (NIRAS, 2021).
For at undersøge hvordan indsatsen er implementeret, har jeg rekvireret en anonym kommunes midtvejsevaluering samt deltaget i fremlæggelsen af evalueringen i denne kommune. I denne rapport benævnes kommunen X-kommune. Jeg benytter altså regeringsudspillet, NIRAS’ og X-kommunens midtvejsevaluering samt fremlæggelse heraf som empiri til sammen.
Hvad er menneskesyn i socialt arbejde?
Menneskesynet i socialt arbejde udvikles i samspillet mellem økonomi, velfærdspolitikker og videnskab (Fallov, Nissen og Ringø, 2018 s. 219). I nutiden er tendensen, at der fokuseres på de økonomiske elementer i menneskesynet, også kaldet homo economicus. Mennesket skal være produktivt, aktivt og deltagende, så vi kan sikre velfærdsstaten. Der er i det sociale arbejde dog alternative menneskesyn, der handler om, at ikke alle mennesker har lige muligheder og ressourcer og dermed ikke kan forventes at levere det samme til staten. Nogle mennesker har brug for omsorg fra det sociale arbejde som støtte til at kunne leve stabile og rolige liv (Fallov, Nissen og Ringø, 2018 s. 220-221). Disse menneskesyn kan opsummeres således: homo faber er det skabende, særegne og kreative menneske. Homo socius er mennesket, der har brug for relationer til andre mennesker og homo amans er at mennesket er elskende (Nissen, 2018 s. 55). Disse menneskesyn vil løbende identificeres i opgaven.
Samfundsudviklingen og det sociale arbejde
Velfærdsstaten opstår efter Anden Verdenskrig og op gennem 60erne og 70erne er velfærdsstatens formål at skabe lige muligheder for alle borgere altså homos socius og homo faber (Fallov, Nissen og Ringø, 2018 s. 12). New Public Management opstår som styringsmodel i 80erne på baggrund af et liberalt menneskesyn inspireret af det private arbejdsmarked. Fritvalgsordninger, udlicitering og konkurrenceudbud skal sætte borgeren i stand til selv at træffe rationelle valg om hvilken ydelse, der er bedst for dem selv; altså bliver borgeren anset som rationel, der vælger ud fra økonomiske hensyn altså homo economicus. New Public Management kan forklares ud fra Foucaults governmentality-begreb, der illustrerer hvordan liberale samfund former borgeren til at indgå i samfundet ud fra styringsteknikker, der skaber selvstyrende subjekter. Altså borgeren styres til at gøre det, der er bedst for staten (Villadsen K. og Mik-Meyer 2007 Jørgensen, og Ringø 2018 s. 132). Regeringsudspillet kobler sig til dette menneskesyn, hvilket nedenstående citat underbygger:
“En tidlig indsats i dagtilbud af høj kvalitet kan bidrage til at mindske negativ social arv. Høj kvalitet i dagtilbud medvirker til, at børn fra sårbare familier får en bedre skolegang og tilknytning til arbejdsmarkedet, bliver mindre kriminelle mv” (Børne og Socialministeriet, 2019).
Negativ social arv skal dermed ifølge den daværende regering fjernes, således at borgeren knyttes til arbejdsmarkedet og dermed bliver selvstyrende produktive subjekter. Mennesket betragtes af den daværende regering som homo economicus, altså et rationelt menneske, der gør sine aktiver op, så der er plus på bundlinjen (Pedersen, D. B. og Collin, F. 2018 s. 31). Homo economicus bliver dermed målet for det sociale arbejde i regeringens udspil. Dette skaber ifølge Ringø og Appel et ambivalent forhold i socialt arbejde, der tidligere har arbejdet ud fra homo faber, homo amans og homo socius. Ontologien bevæger sig fra at omhandle, at det sociale arbejde skal afhjælpe og yde omsorg til at skulle frisætte borgeren ved at fokusere på empowerment og potentialer. Forsker i socialt arbejde David Howe mener, at det sociale arbejde ikke længere er interesseret i borgerens historier, altså forklaringer, men mere i løsninger, der skaber effekt i fremtiden for individet (Howe, 1996). Det sociale arbejde inspirerer derigennem politikerne til at fokusere på borgerens potentialer. Det sociale arbejdes egen rolle i det politiske landskab betyder derfor, at det bliver vanskeligt for socialarbejderen at påpege alternativer til den politiske forståelse (Ringø P. og Appel M.A, 2018 s. 30-32).
Den potentielle borger bliver dermed en sandhed, der styres efter både politik og i det sociale arbejde. Dette kan også beskrives gennem Foucault, der med sin analyse af governmentality indikerer, at mennesker subjektiveres, således at mennesket altid har mulighed for at reflektere over egen situation og derved finde motivation. Mennesket har således altid ressourcer til at kunne overskride egne grænser og dermed altid potentiale til at udvikle sig og forandres (Villadsen og Karlsen, 2008 og Jørgensen A. M. og Ringø P. 2018 s. 123). I regeringsudspillet står der: “En indsats allerede under graviditeten og i barnets første leveår kan være med til at forebygge relationsproblemer mellem forældre og barn” (Børne og Socialministeriet, 2019). Citatet antyder, at relationen mellem barn og forældre er svaret på at skabe en produktiv borger, men at denne relation samtidig kan skabe problemer, hvilket indikerer, at forældrene kan være potentielt skadelige for barnets fremtidige produktivitet. Forældrene udpeges dermed som både problemet og løsningen. Menneskesynet om det potentielle produktive individ skaber en risiko for at forældre, der ikke skaber den “rigtige relation” til barnet, hverken er inde eller udenfor samfundet, eftersom deres ressourcer er forkerte og dermed ikke brugbare (Jørgensen A. M. og Ringø P. 2018 s. 123). Den daværende socialminister Mai Mercado siger i den forbindelse:
“Som socialminister har jeg mødt mange udsatte, hjemløse og misbrugere, som fælles fortæller, at det hele er begyndt med en rigtig, rigtig skidt start på livet. Vi kan stille de sårbare børn et bedre liv i udsigt, hvis vi fokuserer på de første 1.000 dage” (Børne- og undervisningsministeriet 2018).
Socialministeren udpeger de udsatte som havende en “forkert barndom”. Dette skal stoppes ved at sætte ind tidligt. En måde at styre forældres relation til deres børn i moderne politik går ifølge forsker Janet Newman gennem emotioner (Newman, J. 2017). Mai Mercado argumenterer på sin hjemmeside således: “Målet om, at de første 1.000 dage i alle børns liv skal være fyldt med tryghed og kærlighed, er en af de vigtigste kampe, vi skal kæmpe”(Mercado, M. 2018). Citatet viser, hvordan politikere bruger følelser som tryghed og kærlighed til at argumentere for deres politik. Newman forklarer, at efter der er kommet flere kvinder i politik er følelser sat på dagsordenen. Newman skriver, at i “England virker det til at staten tilsyneladende ønsker, at borgeren klarer sig selv, samtidig har der aldrig været så mange tiltag, der er opmærksomme på borgerens lykke og glæde.” (Newman, J 2017 s. 21). Med andre ord er den lykkelige borger et bedre aktiv for staten end den ulykkelige borger. Følelser bliver dermed ikke længere noget, der for borgeren tilhører privatlivet. De rette følelser identificeres som lykke og glæde, der kan omsættes til kapital til glæde for staten. Altså viser samfundsudviklingen, at borgeren både betragtes som potentiel og rationel altså som homo economicus. På trods af blikket på mennesket som rationelt styres borgerne gennem emotioner altså homo amans. I næste afsnit vil jeg belyse næste led i problemstillingen, der omhandler hvilke konsekvenser regeringsudspillet, som hviler på dette afsnits analyse af samfundsudviklingen, får for de indsatser, der sættes i spil i kommunerne.
Oversættelse af regeringsudspillet i det sociale arbejde
Når socialarbejderen skal oversætte intentionen om “Barnets første 1000 dage” bliver vedkommende tvunget til at søge efter vidensformer, og det Foucault kalder teknikker, der opleves brugbare for borgeren. Samtidig skal teknikkerne have en målbar effekt, der indikerer at staten får sin investering tilbage. Læring anskues som en nødvendig teknik til at skabe produktive mennesker (Jørgensen og Ringø, 2018 s. 125). MacFarlane beskriver at læring består af tre dimensioner: oversættelses-, koordinations- og kropsliggørelsesteknikker (Fallov 2018 s. 163). Jeg vil i det næste afsnit analysere screeningsredskabet ADBB (Bilag 1) og den manualbaserede behandlingsmetode COS-P (Bilag 2), der er implementeret på baggrund af den daværende regerings udspil ud fra det lærende menneskesyn.
Når X-kommune vælger at implementere ADBB som screeningsredskab, kan dette ifølge forskeren Nigel Parton forklares med, at samfundet går fra narrative forståelser af mennesket til vidensformer, der er baseret på dataenheder, hvilket er indsamlet uafhængig af konteksten (Parton, 2008). For at oversætte regeringsudspillet, må projekterne i kommunerne derfor satse på teknikker, der kan omsættes til data. ADBB benyttes som teknik til at påvise tilbagetrækningsadfærd hos børn (SienceDirect, 2018). ADBB-score viser, hvilket kropslige tegn der kigges efter. Disse kropslige tegn omkonverteres til data, som sundhedsplejen skal skabe læring ud fra:
Øjenkontakt, bevægelser, vokalisering og ansigtsudtryk bliver dermed teknikker til at måle forældrenes evne til at skabe tilknytning. Tilknytning bliver dermed målet for at forældre kan skabe en produktiv borger og dermed omdrejningspunkt for den læring, der skal skabes. I X-kommune bliver alle børn screenet af sundhedsplejen ved 2 og 6 måneders besøg. Tilbagetrækningsadfærd kan potentielt betyde, at barnet risikerer psykiatriske lidelser som voksen (midtvejsevaluering X kommune, 2021). I midtvejsevalueringen fra X-kommune siger en sundhedsplejerske: “ADBB har givet mig en tryghed i at kunne vejlede evidensbaseret” (X-Kommune, 2021). Dermed bliver data afgørende for medarbejderen i forhold til at kunne oversætte sit arbejde til borgeren fremfor det faglige skøn som sundhedsplejen normalvis ville benytte. I følge den tyske sociolog Andreas Reckwitz er der krise ift. at kunne levere på den traditionelle form for socialt arbejde, da der er for mange sager og for få ansatte. Derfor går man fra en skønsbaseret tilgang til at kropsliggøre læringen gennem data. Når data kropsliggøres i socialt arbejde igennem ADBB-score, er det med til at gøre borgeren til et subjekt ud fra bestemte datapunkter, der bliver skabt til et givent formål, som i dette tilfælde barnets tilbagetrækningsadfærd. Scoren benyttes til at udforme en risikovurdering af, hvorvidt barnet som subjekt risikerer at tage skade af omsorgspersonernes manglende evne til at skabe tilpas tilknytning (Reckwitz, 2019). Altså vurderer dataen på forældrene som homo amans, hvor gode er de som kærlige mennesker. Der opstår dermed en oversættelse af det sociale arbejdes forståelse af mennesket som blandt andet homo amans til den daværende regerings menneskesyn, der omhandler homo economicus. Med andre ord kan den kærlige forælder gennem tilknytning skabe en produktiv borger, der er en gevinst for samfundet. I oplægget fra projektlederen gør hun klart, at ADBB benyttes til at vurdere om der er behov for en indsats. Projektlederen koordinerer resultaterne fra ADBBen med den indsats, som hun mener kan forløse forældrenes potentialer som homo amans og dermed skabe læring gennem det manualbaserede forældrekursus COS-P, som jeg vil analysere i næste afsnit.
COS-P forløser potentialer
COS-P-teknikken forsøger gennem standardiserede videoer af forældre/barn-samspil at kropsliggøre den læring forældrene potentielt mangler. COS-P-programmet bliver dermed en naturlig konsekvens af regeringsudspillet som svar på screeningerne. Projektlederen fra X-Kommune udtrykker i sit oplæg omkring indsatsen COS-P: “Med vores støtte er forældrene nu nærmere på, at kunne lykkes i rollen som forældre”(X-kommunes oplæg, 2021). Altså oplever projektlederen, at COS-P forløser forældrenes potentialer. Der er ligeledes nogle bestemte parametre, der udtrykker, hvornår forældre lykkes i rollen. Dette beskrives således i midtvejsevalueringen fra X-kommune: “Målet med projektet er at spæd- og småbørnsfamilier bliver i stand til at mestre eget familieliv, og at barnet oplever en tryg tilknytning i hjem og dagtilbud”. (X- Kommune, 2021). Parametrene er målt ud fra fremtiden, altså at børnene bliver i stand til at mestre eget familieliv, hvilket skal skabes gennem teknikken tilknytning. Ideen om det potentielle menneske, belyst i første afsnit udkrystalliserer sig i valget af COS-P, der arbejder med sigte på fremtiden. Dermed overser det sociale arbejde omsorgsdelen og helhedssynet til fordel for ressourcesynet. Fallov og Larsen beskriver hvordan ressourcesynet kan munde ud i et perverteret syn på ressourcer, hvilket sker når borgeren udelukkende skal finde egne ressourcer (Fallov og Larsen, 2018 s. 94). Følgende citat fra en projektleder omkring COS-P kan indikere et perverteret ressourcesyn: ”Vi italesætter ikke, at de er sårbare. De ved måske, at de har fået et ekstra besøg, men de ved ikke, de er med i et projekt. Vi appellerer til, at man ikke tales til på den måde. Vi har bare sagt, at vi har det her tilbud lige nu.” (NIRAS, 2021). Sårbarhed udelukkes dermed til fordel for at borgeren deltager i projektet og derved kan understøttes til at udløse sine potentialer. Dette tolker jeg sådan, at sårbarhed bliver tabuiseret til fordel for modsætningen ressourcer. Det betyder, at alternative løsninger, der fokuserer mere helhedsorienteret på mennesket bliver udelukket. En anden konsekvens af ressourcesynet fremtræder som et paradoks, eftersom de “ressourcestærke” forældre inkluderes i indsatsen. Følgende citat illustrerer, hvordan indsatsen udbredes til alle, og alle dermed er potentielle “klienter”: ”Der er ret mange, der får [indsatsen], derfor føler de sig ikke stigmatiseret, for det er ikke nødvendigvis en sårbar familie. Naboen og mødregruppen bliver jo også tilbudt [indsatsen]. Så det har gjort, at man ikke føler sig sårbar. (NIRAS, 2021). Altså almengøres indsatsen for, at “de sårbare” ikke skal opleve sig selv som sårbare, men derimod som de andre med ressourcer. Dette betyder, at familier, der ikke er identificeret som havende vanskeligheder indgår i indsatsen på lige fod med dem, der defineres som sårbare. Da det er hemmeligholdt, hvem sundhedsplejen opfatter som henholdsvis ressourcestærke og sårbare, risikerer alle forældrene at opfatte sig selv som mangelfulde. Menneskesynet om det potentielle menneske risikerer dermed at klientgøre og skabe potentielle problemer hos “ikke sårbare” familier. Dette spiller sammen med det, lektor i samfundsfag Peter Bundesen kalder “janusansigtet” i dansk socialpolitik. På den ene side skal borgeren opfattes som selvstyrende, og på den anden side skal borgerne styres i en bestemt retning (Fallov og Larsen, 2017 s. 147). Borgerne må betale den pris, at de inviteres ind i indsatser, der forebygger potentielle problemer, selvom de ikke har behov herfor. Projektlederen for X-kommune siger: “Vi taler med forældrene inden forløbet og afklarer om det er bedre med et individuelt COS-P forløb eller et gruppeforløb”. Citatet illustrerer, hvordan der ikke lægges op til alternative muligheder, som at familien muligvis ikke har brug for hjælp, eller at familien ønsker en helt anden støtte end COS-P. I midtvejsevalueringen af de 21 kommuner fremkommer det, at mange familier siger nej til COS-P, da de ikke ønsker at blive set på som sårbare. En anden konsekvens af indsatsen er, at forældrene skal deltage uden deres barn, hvilket flere forældre ikke kan overskue. Jeg identificerer her et Janusansigt, nemlig at familier skal mestre eget liv, og samtidig skal forældrene deltage væk fra deres barn, hvor de ellers skal skabe den tilknytning, der er målet for indsatsen. Forældrene skal desuden selv ønske at deltage og kunne se formålet. Det beskriver projektlederen således: “Vi skal naturligvis lytte til forældrene, men indsatser som denne [Cos-P] skal lige så stille masseres ind i organisationen og hos forældrene.” Med andre ord må medarbejderne gennem motivation, hvilket her betegnes som at “massere ind” overbevise forældrene om deres behov for at deltage i forløbet. Dette stemmer overens med Foucaults idé om, at menneskets identitet skabes gennem manipulation indarbejdet i praktikker hos forældre, undervisere og behandlere (Rose N. 2003 s. 195). COS-P benyttes til at intervenere over for forældre, hvilket manipulerer forældre til at skabe “god tilknytning”. I midtvejsevalueringerne er der ingen indikationer på et menneskesyn, der omhandler, at det sociale arbejde skal yde omsorg for forældrene. Der er ingen indsatser, der kompenserer eller søger at skabe “lettere tilværelser for forældrene”, derimod skal forældrene være deltagende i forløb væk fra deres børn. Dette beskriver den amerikanske sociolog C. Wright Mills således: “Nu om stunder føler mennesker ofte, at deres tilværelse er en lang række af fælder.” (Mills, 2002 s. 15). Ud fra Mills kan det sociale arbejde ved ikke at yde omsorg opfattes som en måde at fange forældrene i en position, hvor de ikke bliver forstået ud fra deres behov. Mills beskriver i “den sociologiske fantasi”, at hvis det sociale arbejde skal skabe forandringer, må det sætte sig udover det dominerende menneskesyn (Mills, 2002). Altså må det sociale arbejde fokusere mere på en relationel ontologi, da mennesket har brug for relationer og omsorg (Engen et al., 2019 s. 43) altså homo socius og homo amans. Dette belyses nærmere i næste afsnit om det netværkende menneske.
COS-P og det netværkende menneske
Styringen har i dag udviklet sig i en retning af, at det flere samfundsforskere benævner New Public Governance, hvilket betyder at stat, marked og civilsamfund skal samarbejde i netværk med frivillige for at løse sociale problemer (Kennet, P. 2010). New Public Governance kombinerer menneskesynet homo socius med homo economicus, altså baseres menneskesynet på, at mennesket gennem sociale netværk sættes istand til at levere tilbage til samfundsøkonomien. Netværk bliver dermed en teknologi til at skabe produktive borgere. Dette ses også i X-kommune, hvor projektlederen beretter: “COS-P møderne har skabt netværk blandt forældrene, hvilket har betydet, vi ikke behøver være i så tæt kontakt med de mere sårbare forældre”. Dette kan betragtes på flere måder. På den ene side bliver netværket et mål for instrumentaliseringen: den produktive borger leverer tilbage til samfundet og tilegner sig et netværk, hvori borgeren kan finde støtte og potentielle muligheder for job og vækst (Brinkmann, 2016 s. 47). En anden måde at betragte New Public Governance kunne være, at styringsmodellen udfordrer ideen om det produktive menneske og i stedet betragter mennesket som sammensat af både marked (homo economicus), det civile og frivillige (homo faber, homo socius og homo amans), der munder ud i et velfærdssystem, som bygger på flere menneskesyn. I sidste afsnit vil jeg belyse, hvordan statens styring gennem emotioner får konsekvenser for de tiltag, der sættes i spil i forlængelse af regeringsudspillet.
COS-P og emotioner
I første afsnit identificerede jeg, at den daværende regering ønsker, at borgerne er selvstyrende og at staten styrer gennem emotioner. Ifølge Newman bør borgeren ikke være styret af emotioner som afmagt eller vrede (Newman, J. 2016. 3. 23). Projektlederen i X-kommune understøtter denne hensigt i en beretning under fremlæggelsen af midtvejsevalueringen, hvor hun fortæller, at enkelte forældre har vist mistillid og vrede mod socialforvaltningen. Projektlederen har arbejdet med denne modstand ved at besøge familien i hjemmet. Gennem hende som person “oversættes ” socialforvaltningen til et menneske, der gennem indsatser som COS-P, ønsker at familien klarer sig godt. Dermed er projektlederen med til at understøtte, det Newman kalder et affektivt medborgerskab, hvor borgeren får positive emotioner i forhold til staten (Newman, J. 2016. 3. 26). De ikke ønskværdige emotioner identificeres også i børnene i COS-P programmet. I X-kommune fortæller en forælder om COS-P-indsatsen: “Jeg er blevet bedre til at læse mit barns fejlsignaler… Nu ser jeg det bagvedliggende behov” (X-kommune, 2021). Forældrene internaliserer med andre ord det affektive medborgerskab således, at barnets emotioner opfattes som fejl. Altså må barnet styres i en bedre retning, hvor det kan styre sig selv gennem mere positive emotioner. Forældrene instrumentaliserer dermed deres omsorg, således at omsorgen udløses med en bestemt målsætning om at løse noget bagvedliggende i barnets emotioner, der er utilsigtet.
Mennesksynet peger i flere retninger. Menneskesynet, der kommer til udtryk i regeringsudspillet benytter teknologier fra en liberalistisk samfundsforståelse, der forstår mennesket som et subjekt, som skal styres til at blive en produktiv borger. Samtidig benytter politikerne oversættelsesprocesser i form af emotioner til at forklare vigtigheden af, at børn allerede inden de er født har brug for staten til at gribe ind i deres liv, således at borgeren formes til homo economicus. Det sociale arbejdes nuværende fokus på empowerment og mennesket som havende uendelige ressourcer betyder, at det sociale arbejde har inspireret til nutidens politik, der afspejles i regeringsudspillet om barnets første 1000 dage. Det sociale arbejde har derfor svære betingelser i forhold til at forandre menneskesynet om den potentielle borger i det politiske udspil. Andre menneskesyn, der tidligere har været dominerende i det sociale arbejde, der omhandler omsorg homo faber, homo socius og homo amans risikerer dermed at forsvinde i socialarbejderens møde med borgeren.
Der benyttes videnskaber, som er bygget op omkring data til at forklare vigtigheden af både screening med ADDB og brugen af manualbaserede indsatser som COS-P. Tilknytning mellem forælder og barn ses som den afgørende faktor for, at barnet kan forløse sit potentiale som en produktiv voksen. Det sociale arbejde oversætter regeringsudspillet således, at forældre i deres forældreskab anskuer deres barn som havende potentielle “fejl”. Forældre og børn ses som potentielle, hvilket kan have både negative og positive konsekvenser, da den potentielle forælder også kan være potentielt skadelig for deres barn. Dette sker f.eks. når forældre ikke lykkes med at styre deres barn gennem en positiv emotionel tilknytning. Indsatserne, der etableres på baggrund af regeringsudspillet betyder dermed, at de fokuserer på, at forældre og børn har de rette emotioner. Alle forældre inkluderes i indsatsen, så ingen oplever sig som sårbare. Dette kan få den mulige konsekvens, at alle forældre oplever sig som sårbare, da de ikke ved, hvilken kategori de tilhører. Samtidig med manglende definition af hvem de sårbare er, er det sociale arbejdes menneskesyn om omsorg fraværende i de indsatser, der sættes i spil i kommunerne. I stedet stilles der høje krav til, at forældre skal deltage væk fra sit barn i COS-P forløb. Der kan dog peges på, at netværk som konsekvens af regeringsudspillet kan ses som en ny måde at udvikle samfundet mod et mere inkluderende menneskesyn, der ikke kun omhandler det produktive menneske, men også omsorg i fællesskaber og netværk.
Litteraturliste
Brinkmann S. (2016) Ståsteder, Gyldendal Business
Børne- og Socialministeriet, 2018. https://www.regeringen.dk/media/5563/fakta-1000dage.pdf
Børne- og Undersvisningsministeriet 2018 https://www.uvm.dk/aktuelt/nyheder/uvm/2018/aug/180824-1-milliard-kroner-skal-give-boern-fra-saarbare-familier
DR Debatten, 2019 https://www.youtube.com/watch?v=gRR2KbRWoZk
Engen, M., Petersen, SK, Bjerre, LS, & Nissen, MA (2021) . Giver socialt arbejde omsorg? Praktiserende omsorg i socialt arbejde med udsatte børn og deres familier. European Journal of Social Work, 24 (1), 34-46.
Esping-Andersen, G. (2002). A Child-Centred Social Investment Strategy. I: Andersen E. G. (ed.) Why we need a new welfare state. Oxford University Press.
Fallov, M.A, Nissen, M. A. & Ringø, P. (2018) Indledning: At udforske menneskesyn.I Nissen et al (red) Menneskesyn i socialt arbejde. Om udviklingen af det produktive menneske. København: Akademisk Forlag
Fallov, M. A & Larsen, L. (2018) Alle mennesker har ressourcer. i Nissen et al (red) Menneskesyn i socialt arbejde: Om udviklingen af det produktive menneske. København: Akademisk Forlag-
Fallov, M.A. (2018) Socialt arbejdes oversættelse af det produktive menneske. i Nissen et al (red) Menneskesyn i socialt arbejde: Om udviklingen af det produktive menneske. København: Akademisk Forlag.
Hoffmann, R.B, Fallov, M.A. & Larsen, L. (2018) Det netværkende mennesker. i Nissen et al (red) Menneskesyn i socialt arbejde: Om udviklingen af det produktive menneske. København: Akademisk Forlag.
Howe, D. (1996). Overflade og dybde i socialt arbejdes praksis i: Parton, N. Social Theory, Social Change and Social Work
Jørgensen, A. M. & Ringø, P. (2018) Det potentielle menneske. I Nissen et al (red), Menneskesyn i socialt arbejde: Om udviklingen af det produktive menneske. København: Akademisk Forlag.
Karlsen, M.P og Villadsen, K (2007) Hvor skal talen komme fra? Dialogen som omsiggribende ledelsesteknologi. Dansk Sociologi, nr 2/18
Kennett, P. (2010) Global perspektivice on Governance, i Stephen Osborne (eds). The New Public Governance?: Emerging Perspectives on the Theory and Practice of Public Governance. 19-35
Mercardo, Mai (2018) https://maimercado.dk/min-politik/en-god-start-paa-livet/
Newman, J. (2017) Rationality, responsibility and rage: the contested politics of emotion governance. i Pykett, J., Jupp, E. & Smith (eds.) Emotional States, Sites and Spaces of Affective Governance. London: Routledge
Nissen, M.A. (2018) Kampe om menneskesyn - hvem er homo faber? i Nissen et al (red) Menneskesyn i socialt arbejde: Om udviklingen af det produktive menneske. København: Akademisk Forlag.
Nissen, M. A. (2018) Kompleksitet, tid og fleksibilitet. i Nissen et al (red) Menneskesyn i socialt arbejde: Om udviklingen af det produktive menneske. København: Akademisk Forlag.
Nissen, M.A., Ringø, P. & Fallov, M.A. (2018) Kampe om menneskesyn og perspektiver på udviklingen af socialt arbejde. I Nissen et al (red) Menneskesyn i socialt arbejde. Om udviklingen af det produktive menneske. København: Akademisk Forlag: 203-222.
Parton, N. (2008). Changes in the form of knowledge in social work: From the ‘social’to the ‘informational’?. British journal of social work, 38(2), 253-269.
Pedersen, DB & Collin, F. (2018). Homo Economicus. Det økonomisk kalkulerende menneske. I DB Pedersen, F. Collin & F. Stjernfelt (red.) Kampen om Mennesket. Forskellige menneskebilleder og deres grænsestrid. København: Hans Reitzels Forlag
Reckwitz, A. (2019). 2. Kulturelle og maskinelle singulariseringsprocesser. I Reckwitz, A. Singulariteternes samfund. København: Hans Reitzels Forlag.
Ringø, P. & Nissen, M.A. (2018 Ideen om det produktive menneske - historiske kampe om menneskesyn. I Nissen et al (red) Menneskesyn i socialt arbejde. Om udviklingen af det produktive menneske. København: Akademisk Forlag:27-52.
Ringø, P. (2018) At have indsigt i menneskets liv - en situationel forståelse i socialt arbejde. I Nissen et al (red) Menneskesyn i socialt arbejde. Om udviklingen af det produktive menneske. København: Akademisk Forlag.
Rose, N. (2003). At regerer friheden - en analyse af politisk magt i avanceret liberale demokratier. I Borch, Christian og Lars, Thorup Larsen (red), Luhmann og Foucault til diskussion, Hans Reitzels Forlag.
ScienceDirekt (2018) https://www.sciencedirect.com/science/article/abs/pii/S0020748917302584
Socialstyrelsen (2019) https://socialstyrelsen.dk/projekter-og-initiativer/born/barnets-forste-1000-dage
Social og ældreministeriet (2021) https://sm.dk/nyheder/nyhedsarkiv/2021/maj/bred-politisk-aftale-om-boernene-foerst