Supervision af personale er en nødvendighed, lad ikke udsatte eller vrede forældre skabe personale flugt.
Mette er pædagog i daginstitutionen Myretuen, hun vender hjem fra arbejde, hun er i dårligt humør. Mette orker ikke at tale med hverken sin mand eller børn og håber, de denne aften undgår konflikter, der kræver Mettes nærvær. Mette har hele dagen knoklet med at skabe aktiviteter for børnene, hun har trøstet, leget og sørget for at alle børn har fået mad og et kram.
Da Mette har fri og er på vej ud ad døren fra Myretuen, møder Mette Kians far, der ser rasende ud. Kians far råber: ”Det er ufatteligt, du aldrig sørger for, at jeg kan finde Kians støvler. Kian er desuden også sulten, har han overhovedet spist sin mad i dag, det gør han aldrig, når du er på stuen?”. Mette bliver paf og svarer kort, at "han må spørge en af de andre", hun er på vej hjem, hvortil faren råber: ”Ja du ved sgu ikke, hvad en normal arbejdsdag er, du drikker bare din skide kaffe”.
Denne form for verbale overfald er heldigvis ikke hverdag i daginstitutioner, men noget rigtig mange ansatte har prøvet. Den slags må aldrig blive hverdag, da konsekvenserne for Mette kan være, at hun mister lysten til arbejdet og søger væk. Når vi bliver overfuset som Mette bliver, kan det sammenlignes med et psykisk overgreb. Det skrider over vores personlige grænser, og kan dermed internalisere sig i vores nervesystem som en dårlig erfaring, vi bærer med os ind i vores arbejde.
De tre P'er
En af de første teorier pædagoger lærer er teorien om de tre domæner: Privat, personligt og professionelt. Mette bruger ikke kun det professionelle domæne som pædagog, men i særlig grad sit personlige domæne, for at skabe læring og udvikling hos børnene. Mette betaler, derfor med det den norske psykolog Per Isdal kalder ”Medfølelsens pris” (Isdal, 2018). Mette gør sig selv sårbar, ved at være et medfølende, empatisk og omsorgsfuldt menneske. Når en kritik retter sig direkte mod Mette fra en forælder, er det ikke bare Mette som professionel, men Mette som menneske, der rammes. En sådan kritik kan derfor opleves skamfuld, Mette har ikke lyst til at tale om det, da hun kan føle skyld og mindreværd. Eksempler på tanker der kan opstå i Mette er: ”hvorfor har jeg ikke sørget for at Kians støvler stod klar”. ”Jeg er ved at miste overblikket”, ”jeg er en dårlig pædagog”. Hun kan også vende det væk fra sig selv og tænke ”Kians far er psykopat, jeg bør ikke udsættes for den slags” eller ”hvorfor har vi ikke større garderober, så alt ikke bliver væk?”, hun kan også fyldes af frygt ”Mon Kians far vil opsøge mig igen i morgen og råbe”. Tankerne stopper ikke ved dørtrinnet til Mettes hjem, de gør Mette trist og indelukket, når hun kommer hjem. Tankerne er forbundet til chokket Mette har fået. Ligeledes kan hun ikke forbinde situationen til sit selvbillede. Med andre ord er Mettes tanker ikke nødvendigvis realistiske, men forbundet til ubehaget i en situation, der synes helt urimelig.
Klare retningslinjer
Daginstitutioner bør have klarer retningslinjer for, hvordan en sådan situation tackles. Jeg hører ofte ledere særligt i daginstitutioner med mange udsatte forældre sige: ”Det er en del af arbejdet, det må man håndtere, når man er pædagog”, de sårbare pædagoger bliver ramt, de mere robuste overhører bare den slags” eller ”Mette må prøve at mentalisere lidt og forstå, at Kians far har PTSD og derfor overreagerer nogle gange”.
Jeg tænker, at ledere bør overveje, hvilke medarbejdere de helst vil have. Robuste pædagoger, der ikke lader sig påvirke af grænseoverskridende handlinger? eller pædagoger der er sensitive overfor adfærd, der er sårende og destruktiv? Forestil dig situationen udspille sig mellem børn. Skal barnet Mette så bare klare den og blive lidt mere robust. Forhåbentlig vil vi fokusere på, at Kians far (som barn) skal lære, hvordan han agerer mere hensigtsmæssigt og mentaliserende.
Debriefing, kriseterapi og supervision
Daginstitutionerne skal have en strategi i forhold til, hvad Mette skal gøre. Mette SKAL efterfølgende tale om det og have lov at ventilere sin oplevelse. Mette skal have mulighed for at sortere sine tanker og følelser fra situationen. Debriefes Mette inspireret af kriseterapien er der god mulighed for at Mette lærer af situationen, kommer videre med et intakt nervesystem og i stand til at møde Kians far konstruktivt, mentaliserende og uden frygt. Tager lederen ikke tid til at følge op enten ved selv eller ved hjælp af supervision risikerer lederen, at denne situation indlejrer sig i Mette og bliver en del af Mettes professionelle domæne, der betyder, hun vil forsøge at undgå fejl, undgå Kians far og på sigt andre forældre.
Desværre har jeg jævnligt mødt denne problematik i supervisioner. Medarbejdere bærer rundt på gamle historier om grænseoverskridende forældreadfærd, der trigger dem, når de møder forældre, der måske er udsatte eller "bare" har en dårlig dag og derfor har svært ved at kommunikere indenfor normerne for god kommunikation. Både ledere og pædagoger bør tage samarbejdet med forældrene lige så alvorligt, som det daglige arbejde med børnene. Derved sikres de bedste muligheder for børnene, for den enkelte pædagog og for muligheden for at beholde dygtige voksne til vores børn i institutionerne.
Står du eller dine medarbejder i lignende situationer, tilbyder jeg supervision hos jer eller online. Du er velkommen til at kontakte mig på rundtombarnet@gmail.com
Du kan læse mere her:
Tilmeld mit nyhedsbrev: