top of page

Fra havregrød til Livschancer

Opdateret: 29. jan.

Hvorfor gør det en forskel, når sundhedsplejen eller pædagogen laver havregrød med mor og far?



At leve i en udsat position, kan være som ikke at vide, hvordan man laver havregrød, mens andre kan det uden opskrift.


Første gang udgivet marts 2019 Familievejleder Helle Kjær


I arbejdet med udsatte familier og familier fra andre kulturer, er det vigtigt at have fokus på forældrenes handlekompetencer.

Alt for ofte tilbyder vi hjælp til udsatte familier via samtaler, ”tavleundervisning” eller manualbaserede metoder. Tilgange, der alle kræver evne til at kunne gå fra det abstrakte til det konkrete.

Sundhedsplejerne i Danmark har tasken fuld af foldere, brochurer og andet materiale, der kan fortælle forældre, hvordan de skal gøre ift. barnet. I disse foldere kan du bl.a. læse om hvordan man laver havregrød:


En nem havregrød (4 mdr. +) Opskrift til 1 portion

Til denne havregrød skal du bruge:

1 dl finvalset havregryn

1 1/2 dl vand

1 tsk. fedtstof

1/2-1 dl modermælk eller modermælkserstatning

Bring mælken i kog med havregryn. Lad det koge i 2-3 min. Rør i gryden af og til.

Sluk for varmen og tilsæt fedtstof og mælk til grøden. Lad derpå grøden køle af. Tilsæt evt. mere mælk, hvis den færdige havregrød skal være mere flydende.


Alt sammen godt, hvis du i forvejen har en idé om, hvad havregrød er, men hvad kræver det at kunne følge opskriften:

1. At kunne læse

2. At kunne læse på dansk

3. At have viden om hvad fedtstof er

4. Hvor skal ingredienserne placeres - i en skål eller gryde?

5. At vide hvordan man rører

6. Hvordan man tilsætter

7. Med meget mere….


Kort sagt kræver det viden om ”hvordan” og erfaring fra lignende! Hvis man aldrig har set nogen lave mad eller selv har lavet mad, har man ikke begreb om eller erfaring med, hvad ordene i opskriften betyder.


Hvordan får man viden om hvordan? Det gør man ved at nogen viser det, og at du sidenhen med hjælp fra én, der allerede kan, gør dig erfaringer (Bandura og Dewey sagde det samme allerede tilbage i 60erne). Dette kan sammenlignes med den gammeldags mesterlære, at vi står i lære hos én mester der allerede kan. De fleste af os har kunnet bruge vores forældre som ”mestre”. De har f.eks. lært os at tale ved at tale til os, og ved at lade os tale, indimellem har de korrigeret, indtil vi helt fangede det. I udsatte familier er der mangel på kendskab til samfundets normer, sundhed og generel viden om hvordan børns sproglige, motoriske og sociale udvikling etableres. Derfor bliver perioden, hvor barnet er i mesterlære, mangelfuld. Dette følger med i generationer, hvis børn i disse familier ikke præsenteres for en anden læring.


I leksikon.org står der:

Begrebet mesterlære angiver, at uddannelsen af lærlinge foregår i mesters virksomhed. Mens folkeskolen og de videregående uddannelser har rødder tilbage til kirken og latinskolerne og dermed til en boglig og teoretisk læringstradition.

”Virksomheden” i konteksten forældre kunne oversættes til samfundet. Samfundet bliver derfor nødt til at turde betragte forældrene i udsatte familier som ”lærlingene”. Pædagoger, sundhedsplejersker og lærere der arbejder med udsatte familier, skal være i stand til at både vise og handle sammen med familierne i stedet for kun at fortælle, hvad de kan gøre.

VIVE det nationale forsknings- og analysecenter for velfærd, har i løbet af de sidste 3 år udgivet flere publikationer omkring tidlig indsats, der peger i retning af forskellige metoder der skulle virke i arbejdet med udsatte og familier fra andre kulturer, f.eks. gennem metoder som: DUÅ, PMT- O og kuffert-projekter.

Men ved vi egentlig, hvad det er der virker i disse tiltag, og er det overhovedet så komplekst som lange rapporter og forskning gør det til? Jeg tror det ikke, Jeg ser det hver dag i min praksis, når jeg møder udsatte forældre, hvor sundhedsplejersken eller pædagogen laver havregrød med forældrene. Det virker! Dagen efter kan de selv lave havregrøden!


I rapporten fra VIVE, ”Boligsociale indsatser til småbørnsfamilier i udsatte boligområder”, står dette omkring de forældrekurser, der er lavet i forskellige socialudsatte områder:

”de undersøgte casestudier er der forskellige erfaringer med, hvorvidt målgruppen oplever undervisningen og forløbene tilstrækkeligt konkrete og handleorienterede i hverdagen. På den ene side peger flere deltagere på, at kursusforløbene har været meget konkrete med fokus på et bestemt emne, som deltagerne kan tale ud fra og dele erfaringer om. På den anden side har deltagerne også oplevet en barriere ved, at undervisningsmaterialet har virket for svært og udfordrende. I forhold til at imødekomme efterspørgslen på konkrete råd og værktøjer uddyber en projektansvarlig: Vi skal til at finde ud af, hvordan vi formidler, og hvor konkrete vi skal være. Eksempelvis kunne vi til sidst på mødet skrive nogle konkrete tips og pointer op på tavlen, så pointerne bliver videreformidlet, uden at de bliver et krav. Omvendt giver nogle projektansvarlige også udtryk for, at baggrunden for ikke at formidle konkrete værktøjer og råd er, at man ikke vil være for anmassende eller virke bedrevidende”.


Analysen indkapsler, hvad der sker, når vi laver indsatser for udsatte og familier fra andre kulturer. Vi er bange for at være anmassende og bedrevidende. En anden hindring er også vores forståelse af, hvad den dygtige medarbejder er. Der er desværre en tendens til, at ”den terapeutiske samtale” er finere end den handleorienterede tilgang. Jeg husker selv tilbage i 2009, hvor jeg assisterede i forskningen i egen praksis, på min daværende arbejdsplads, et familieværksted for udsatte familier. Familieværksstedets tilgang var systemisk med både samtale- og handlekontekster. Jeg glædede mig i interviewene af familierne til at høre dem fortælle, hvordan vores meget avancerede Karl Tommsk[1] stillede spørgsmål og deraf følgende samtaler havde gjort en blivende forskel. Men nej, familierne huskede handlekonteksterne, hvor de blev vist hvad man kan gøre, og efterfølgende selv under hjælp fra terapeuten kunne prøve tilgangen. Stort set ingen refererede til erfaringer og erkendelser de havde gjort sig i samtalerummet. Dette gjorde så stort indtryk på mig, at jeg i mit nuværende job valgte overvejende at skabe kontekster, hvor jeg, pædagoger, sundhedsplejersker og lærere er i handling med familierne.


Det betyder ikke, at jeg ikke længere tænker systemisk, nu hvor jeg tror på mesterlæren som vigtigste princip. I det systemiske taler vi om påvirkninger, vi taler om domæner, forforståelser og kontekster. Der er ingen der siger, at dette kun udspiller sig i samtalerummet. Eksempelvis når vi taler om forforståelser, taler vi i det systemiske ofte om terapeutens forforståelser, som hun skal gøre sig bevidst, men husker vi også altid på borgerens forforståelser? Hvilke forforståelser har man om fremstilling af havregrød, hvis man aldrig har set en gryde, aldrig har set havregryn eller en ske? Vi bliver nødt til for overhovedet at kunne fortælle borgeren, der ikke kender havregrød om havregrød, at vise hvad vi mener og derudfra finde ud af, hvad borgeren allerede ved og kan og blive ved med at stå ved siden af borgeren indtil borgeren selv kan lave havregrød.


Hvad kræver det af den professionelle?

Den professionelle skal fralægge sig forestillingen om det professionelle forandringsarbejde med forældrene, som noget det foregår i samtalerummet og i stedet turde invitere forældrene ind på stuen i vuggestuen og i klasselokalet. Sundhedsplejersken skal medbringe havregryn og en gryde og vise, hvordan man gør. Det er på en måde ikke genialt, men banalt. Desværre er langt det meste familiearbejde noget, der ligger uden for hjemmet, daginstitutionen og skolen, og det er baseret på ideen om, at familierne skal reflektere sig frem til en ny tilgang. Dette synes at have god effekt på familier, der er vokset op i den danske middelklasse og kan afkode normerne og samspillet i denne kontekst.

I evaluering af Aarhus Kommunes tiltag med familiegrupper i dagtilbud, står der:

”De familier, der får mest ud af familiegrupperne, er familier, hvor forældrene har selverkendelse og er åbne over for egne problemstillinger. Foruden åbenhed og selverkendelse beskriver familiegruppemedarbejdere og tovholdere forældrene som nogle, der formår at reflektere og ønsker at bidrage til sparringen om de andre familiers problemstillinger og udfordringer. De tør at være sårbare og er åbne for hjælp fra en professionel, der ”blander sig” og guider i pressede situationer.”


Hvorfor har jeg i denne artikel valgt at tale om havregrød? Det har jeg fordi forældre, der ikke kender havregrød serverer hvidt brød, chips, mælkesnitter med mere for deres små børn, fordi de ikke kender værdien af havregrød. Dette medfører overvægt, manglende koncentration og dårlige tænder alt sammen noget vi ved spiller ind i barnets livschancer. Jeg kunne også have skrevet om sanglege, højtlæsning for børn, følelsesmæssige regulering, lektielæsning og putning. Når vi bliver dygtigere til at være mestre for hinanden, tror jeg, at vi kan skabe gode livschancer for udsatte børn og generationer efter disse!


Litteratur

Familiegrupper i dagtilbud - Evaluering af indsatsen -Februar 2019- Aarhus Kommune


FAMILIEVÆRKSTEDET - et organisk behandlingstilbud tilpasset den moderne families krav til unikke løsninger, af Inge Thøgersen, Aarhus


"Det vi ikke taler om" - Speciale fra AAU - Helle Kjær


14 visninger0 kommentarer

Seneste blogindlæg

Se alle

Comentarios


bottom of page